Nils Elmark

 
Nils_Elmark.jpg

Nils Elmark er foredragsholder, forretningsudvikler og trendresearcher i London. Han er uddannet journalist, er tidligere finansredaktør og har en MSC. i public relations fra Stirling University i Skotland. Nils har arbejdet med med innovation hele sit liv og været rådgiver for en række af verdens førende virksomheder som Ikea, H&M, Procter & Gamble, Lockheed-Martin og Hewlett-Packard.

Han er klummeskribent på Berlingske Business og forfatter til tre bøger om fremtidsforskning, kommunikation og filosofi: Grib Fremtiden (2001) Kan man få en alien til at le? (2005) og På eventyr mellem himmel og jord(2012). Nils Elmark er desuden motorcykelentusiast og samler af gamle sjældne bøger.

Foredrag 1:

Trends enhver erhvervsleder bør kende

Med afsæt i det pulserende globale forretningsmiljø i London gennemgår Nils Elmark alle de nyeste erhvervstendenser, som enhver leder bør kende for at kunne innovere sin virksomhed i det 21. århundrede.

Deltagerne får et øjebliksbillede af, hvad der foregår i verden lige nu, hvad alle de nye trends betyder for virksomhederne og hvilke nye muligheder, de nye tendenser åbner.

Gennem spændende cases og interviews med de mennesker, som er ved at forme et nyt århundrede, tegner foredragsholderen omridset af et fremtidigt erhvervsscenario og giver publikum nogle enkle værktøjer, der gør det muligt for dem at integrere de nye tendenser i deres egen virksomheden.

Et optimistisk foredrag, der handler om at tage imod alt det nye samtidig med, at man adresserer de udfordringer, virksomheden står midt i.

Foredrag 2:

Tintin og Finanskrisen

Finanskrisen har skræmt os fra vid og sans og dermed gjort os handlingslammede. Et helt samfund fokuserer på udgifter og sparer på investeringer, mens de venter på bedre tider. Det mønster må vi bryde. Vi har brug for nyt mod og nye rollemodeller: “Hvordan ville Tintin for eksempel have håndteret finanskrisen”, spørger foredragsholderen efter omfattende studier af tegneseriehelten, der blev skabt under 30’ernes recession under vilkår, som nærmest er identiske med dem, vi har oplevet under fem års finanskrise. I dette foredrag sammenligner Nils Elmark Finanskrisen med Tintin’s univers og analyserer det handlingsmønsker, der bragte tegneseriehelten og hans samtidige videre. Når man ser, hvordan Tintin tænker og handler, blive det mere og mere åberbart, hvad vi skal gøre i dag for at komme ud af krisen.

Et inspirerende erhvervsforedrag med vidunderlige illustrationer.

Foredrag 3

Fremtiden & Finanserne

Hvis vi skulle klare os uden bankerne, hvordan ville vi så gøre det? Spørgsmålet bliver stadig mere aktuelt for stadig flere virksomheder og iværksættere, der i snart fem år forgæves har søgt støtte hos bankerne. Men en ny udvikling er på vej.

Nils Elmark står bag et internationalt research-projekt, der har opsamlet alle de nye initiativer på finansområdet over hele kloden. Projektet viser, at krisen, globaliseringen og de nye sociale medier er ved at skabe nye sprøde finansieringsmodeller som crowdfunding, peer-to-peer lending, social finance ligesom vi ser nye betalingsformer og valutaer, der dukker op.

I dette foredrag gennemgår Nils Elmark, der selv er tidligere finansredaktør, alle de vigtigste initiativer og tiltag på finansmarkedet og samler til sidst brikkerne, der således danner et nyt fascinerende scenario af fremtiden.

Et foredrag som er relevant for alle, som ønsker et overblik over de nye muligheder inden for den finansielle sektor.

Foredrag 4

Books & Bikes

På sin Royal Enfield motorcykel har Nils Elmark kørt gennem litteraturen og Europas landeveje, hvor han gravet de mest fantastiske historier op, lige før de forsvandt i glemsel. Han har fulgt i sporene på Karen Blixens bror, Thomas Dinesen, der kæmpede på Vestfronten, fulgt efter Hemingway gennem Paris og mødt Scott Fitzgerald på caféerne, kørt med skuespilleren Palle Huld gennem den syriske ørken og racet ad landevejen A15 til Lincoln efter Laurence of Arabia, som kørte væddeløb med et jagerfly.

Dette foredrag er lige dele lugt af motorolie og duft af antikvariske bøger, som lukkes op igen efter en menneskealder. Det er en journalistisk hyldest til eventyret, pakket ind i kærlighed til bøger og motorcykler og præsenteret som en perlerække af røverhistorier.