Henrik Føhns

 
Henrik_Foehns.jpg

Henrik Føhns er primært kendt fra P1 programmet Harddisken, som han var med til at starte i 1994.

Arbejdet som teknologi journalist bringer hans nysgerrige mikrofon verden rundt.Fra europæiske og israelske iværksættere til Silicon Valley, Boston og Texas. Henrik Føhns har mødt og talt med en lang række af de vigtigste personer bag de sidste 20 års teknologiudvikling.

Han har af to omgange videreuddannet sig på Singularity University i SiliconValley, hvor man specialiserer sig i fremtidsforskning, innovation og eksponentiel teknologi. Hans foredrag er altid skræddersyet til det publikum, han møder. Oftest taler han om, hvordan teknologi påvirker og forandrer vores samfund, kultur, politik og erhvervsliv, samt hvordan teknologien helt fundamentalt udfordrer det at være menneske i fremtiden. Formen er pædagogisk og inddragende med masser af eksempler fra hans mange reportagerejser.

Han optræder ofte som ekspert på tv og i andre radioprogrammer, og han er også en dreven og meget tilstedeværende ordstyrer, fordi mere end 15 års erfaring med liveradio giver en unik fornemmelse for situationen og publikum.

Gennem årene har han også ledet flere workshops primært indenfor konceptudvikling og innovation.

Henrik Føhns optræder både på dansk og på engelsk med foredrag og som ordstyrer.

Foredrag:
Rammen: 1. del af foredraget
Eksponentiel teknologi forårsager en eksplosion i antallet af billige apparater og apps, som er forbundet i netværk. Man taler om netværkseffekten, der forbinder alle mennesker på kloden via internettet. Men vi forbindes også med en masse maskiner (IoT), der bor i store datacentre (cloudcomputing), hvor de samler og behandler enorme mængder data (big data) – skabt af os og vores mange maskiner.

Denne udvikling er baggrunden for en eksplosiv vækst i en række forskellige teknologier, som foredragets 2. halvdel handler om.
Her kan man vælge at gå i dybden med et af følgende emner (fra A til F) eller en generel gennemgang (G):

2. Del af foredraget kan være et af disse temaer:
A) Forstå kunstig intelligens og robotter. Tag din smartphone op af lommen og tal til den. Ikke til et menneske i den anden ende, men til telefonen. Til Google Talk på din Android, til Siri på din iPhone eller til Cortana på din Windows phone.
Start med at sige: “Pizza!”
Din telefon vil hurtigt give dig en liste over pizzeriaer i nærheden af dig. Du har talt med et stykke kunstig intelligens. Software som bor i computere fjernt fra din telefon og bliver klogere for hver gang, den kommunikerer med mennesker.
Kunstig intelligens (KI) er i færd med at ændre vores verden voldsomt. Begrebet KI har eksisteret siden 1950erne, men først nu har vi teknologi, som er hurtig nok samt data i enorme mængder, som computerne kan organisere og præsentere for os lynhurtigt, når vi stillet et spørgsmål. Fx kan IBMs Watson computer hjælpe os med at kurere cancer.

B) IoT – hvad er det? Det betyder internet of things – tingenes internet. Hvordan virker det? Hvor møder vi det nærmest usynlige internet, der i form af sensorer og apps ligger som et ekstra digitalt lag på vores liv og forandrer det? Fx kan ældre kan blive længere tid i eget hjem med faldsensorer, ligesom sensorer fortæller historier om miljø, klima, trafik og meget mere. Livet med IoT kan minde om at bo inde i en smartphone. Kroppen bliver forbundet til et lag af netværksbaseret intelligens, der er smeltet ind i vores omgivelser, vores tøj og vores krop.

C) Personlig genetik og syntetisk biologi – hvad sker der, når vores krop bliver digitaliseret? Vi kan blive klogere på motion, madvaner, helbred, forebyggelse og behandling af sygdom. Og hvad sker der, når alle organismer bliver digitaliseret? Vi kan læse koden for liv, men med vores computer kan vi også skabe nye organismer eller menneskelige organer som reservedele, som vi printer ud af vores computer.

D) Digital dannelse. Din arbejdsplads, dit job, din virksomhed, dit liv forandrer sig – hvad kræver det af dig? Du skal være forandringsparat, fordi digital teknologi forandrer eller tager dine opgaver. Foredraget gennemgår begreber som lean startup og eksponentielle virksomheder, der er centrale begreber i den forandring som virksomheder og arbejdspladser går igennem i disse år. Konstant forandring kræver digital dannelse. Er du en virus, der forandrer det bestående, eller er du en del af immunsystemet, der prøver at bevare det gammelkendte? Hvad gør accelererende forandring ved dig og din verden? Hvordan forandrer det dig, og er du parat?

E) 3D print – når den fysiske verden bliver digital. Hvad er det? Hvad kan vi med 3d print? Hvor møder vi det? Hvad betyder det for arbejdspladser, produkter, økonomi?
Vi kan printe alt fra vores egen krop i plastik til tandbøjler, pickupper, kropsdele og reservedele til biler, fly og andre maskiner i alle materialer. Også organer til mennesker.

F) VR – en ny eventyrverden. 360 graders video = VR film. AR = augmented reality, et digitalt lag på den virkelige verden som fx Pokemon Go. Spil, uddannelse, operationer, stress (soldater PTSD), virtuelle verdener fra møder til porno.

G) Den globale puls – en gennemgang af alt ovenstående båret af fascination. Hvad sker der, når hele verden digitaliseres? Bliver vi nye mennesker, der smelter sammen med vores smartphone og det internet, som den er en del af?
De sjove historier – kom med bag om bogen Den Globale Puls – Henrik Føhns har gennem 25 år interviewet stort set alt, hvad der kan kravle og gå i den digitale verden. Hør anekdoterne om de mennesker, som har skabt vores moderne informationssamfund. Jaron Lanier, der opfandt VR-handsken men hader Facebook. Ray Kurzweil, der bygger kunstig intelligens hos Google, og gerne vil leve for evigt og uploades til en computer for at kunne spille klaver med sin afdøde far. Julian Assange fra Wikileaks, der ville fejre jul med Henrik Føhns. Peter Diamandes, der vil bore efter mineraler på asteroider og tilbringe pensionisttilværelsen på et vægtløs plejehjem på Månen. Mød dem og mange andre.