Tobias Hamanns Hypnoseshow

Tobias Hamanns Hypnoseshow 2018

I Tobias Hamanns hypnoseshow får publikum mulighed for at opleve en perlerække tankevækkende eksperimenter indenfor genren suggestion og hypnose.

Igennem morfaren, Ali Hamann, har Tobias levet og åndet i en verden af hypnose lige siden, han blev født. Nu, hvor Danmarks mest berømte hypnotisør har sagt farvel, bringer barnebarnet familiekundskaberne videre i sit helt eget imponerende show. Her guider han emnerne igennem hele følelsesregisteret: ked-af-det-hed, vrede, glæde, griskhed, længsel – selvfølgelig på et niveau, hvor alle kan være med og blive klogere på sindets formåen. Der er garanti for uhæmmet latter og kærlige åbenbaringer!

Tobias Hamann er certificeret Master Hypnotisør ved en af USA’s mest anerkendte hypnoseskoler, Calvin Banyan Hypnosis Center, Los Angeles, CA samt klinisk hypnotisør ved Hypnosehuset Danmark, 2017.
I samarbejde med Danmarks Radio har han lavet en DR dokumentar om morfaren, hypnotisøren Ali Hamann, der gik bort i 2014 – programmet vises den 28/03-18 kl.20 på DR1.

I forsøget på at forstå sin morfar bedre, har Tobias ikke blot uddannet sig til henholdsvis Master Hypnotisør og Klinisk Hypnotisør, han har også vendt sin egen families fortid på vrangen.

I forløbet har Tobias lavet flere testshows med hypnose (se testimonials nedenfor) og fået bekræftet, at han har de hypnotiske evner i blodet: han kan, ligesom sin morfar, hypnotisere folk og bringe dem dybt ned i det underbevidste sind.

Tobias skriver:
”Jeg troede, jeg kendte Ali Hamann. Men hvordan skulle jeg kunne forstå min morfar, uden at have forsøgt mig med det show, han turnerede Danmark tyndt med i 50 år? Først da jeg går frem på scenen fra min plads i skyggen til mit livs første hypnoseshow, får jeg følelsen af at være Ali. Ingen af de tilstedeværende fra Danmarks Radio tror på mine evner, min redaktør beroliger mig med, at vi kan klippe os ud af den forestående fiasko. Men i stedet sker der noget uventet: jeg retter ryggen, som morfar ville gøre det, og træder ind på scenen med så stor en tro på mig selv, at de første lyde, der kommer ud af min mund, slet ikke er min egen klang, men min blodsbeslægtede læremesters.
… Kan jeg overhovedet stå imod magten og ansvaret, der følger med evnerne? Og kan man både elske og fordømme én og samme person?”

Tobias tager ud med sit eget moderne hypnoseshow i sensommeren og efteråret 2018.

Varighed: halvanden time + spørgsmål

For booking og mere info send en uforpligtende forespørgsel: Kier Communication
eller ring: Susanne Kier 31186945


Testimonials:

Brøruphus Efterskole:

Vi oplevede Tobias Hamanns hypnoseshow på Brøruphus Efterskole, og alle elever gik fra showet meget klogere og en stor oplevelse rigere. Tobias var i stand til at rive publikum med sig, underholde og hypnotisere de frivillige på en meget respektfuldt, sympatisk og god måde. Det var en medrivende og stor oplevelse for alle, og vi giver Tobias og showet vores allerbedste anbefalinger.

Andreas Vind
Brøruphus Efterskole
Forstander

Midtjysk Efterskole:

At efterskolelever kan falde i søvn hvor som helst og når som helst, er ikke nyt for nogen. Men at de kan gøre det på kommando og for øjnene af alle deres kammerater, kom nok bag på de fleste. Tobias Hamann ankom i stiveste puds, og efter en kort introduktion, hvor alle i salen skulle prøve at give sig hen og følge Tobias’ instruktioner, var der 8-10 elever, der meldte sig til at komme op på scenen. Her faldt de én for én sammen, og hang med hovederne nedad, fuldstændig i hypnotisørens vold. Til stor moro for kammeraterne byggede de sandslotte i den tomme luft, spiste kartofler, som de troede var dejlige æbler, og prøvede at stå op og fremstamme forskellige sætninger. Tobias tog kærligt og kompetent vare på eleverne, så alle følte sig trygge og i gode hænder. Tobias Hamann hat stået i lære hos sin morfar, den kendte hypnotisør Ali Hamann, og han har lyttet godt efter. Det sidste trick, hvor en elev gør sig stiv som en pind og lægger sig på tværs mellem to stole, mens to elever tager plads ovenpå, var kopieret fra morfar, og det overbeviste nok de sidste tvivlende om, at der nok er ét eller andet med hypnose, som kan gøre noget. Et spændende show, som holdt elevernes interesse fanget i samfulde to timer, selv om det var efter en lang dag med terminsprøver. Og så var der altså dem, der faldt i søvn. Men det var på kommando.

Søren Bloch
Midtjysk Efterskole
Journalist, kommunikationsmedarbejder

SAM – Sammenslutningen af mediestuderende

Tobias Hamann leverede et yderst fascinerende og underholdende hypnoseshow, som på samme tid fik mig til at skraldgrine og gjorde mig klogere på det underbevidste sind. Tobias’ formåede at skabe en hyggelig og uformel stemning blandt publikum og deltagere, og efter sit imponerende show tog han sig tid til at svare på publikums mange spørgsmål om hypnose.

Ellen Fruekilde
Planlægger på SAMs Seminar 2018
Studerer medievidenskab

Reklamer

Kiercom Nyhedsbrev

KierCom på Facebook

Kiercom på Linked In

%d bloggers like this: