Erik Jensen

 
Kier_Com_Erik_Jensen.jpeg

Erik Jensen er uddannet journalist og har været på Politiken i mange år, først som kriminal reporter og siden 1990 tilknyttet kulturredaktionen. Fra 1995 til 2012 som musikredaktør.

Gennem hele sit liv har Erik Jensen dyrket musikken passioneret, både privat og professionelt, og han har holdt foredrag om blandt andre Johnny Cash, Bruce Springsteen og De Store Sangskriveres Værksted. 

Han har udgivet bogen ’På Roskilde’ om festivalen (Politikens Forlag, 2003). Han boede fra 2011-2013 i Spanien i Granada og Barcelona og i 2015 udgav han bogen ’Spanien Mañana – håber vi får i morgen med’ (People’s Press). Fra 2015 til 2020 har han været Politikens korrespondent i Tyskland, og han holder også gerne foredrag om Spanien, Catalonien og det moderne Tyskland. Nu er han aktuel med bogen ’Kim Larsen – Et livs sange’.

Anmelderne skrev:

’’Dertil fremstår Jensen tillige som en veloplagt krønikeskriver, der hele vejen igennem får sat Larsens plader og tekster og tidens politiske og kulturelle tendenser i rette perspektiv…. en bog, der balancerer elegant og intelligent mellem fan-nørderi og stor faglig viden’’.

Tonny Vorm, 5 hjerter  i Politiken

’Erik Jensen bag sublim Larsen-bibel… ’Kim Larsen - Et livs sange er en voldsomt velskrevet åbenbaring, som minutiøst og kærligt gennemgår samtlige 500 sange, Kim Larsen nåede at indspille’’.

Simon Staun i Avisen Danmark, 5 stjerner

Lektørudtalelse til landets biblioteker:

’’En virkelig interessant indføring i en af Danmarks største rockmusikeres karriere. Bogen er godt skrevet og skiftene mellem den personlige fortælling, anmeldelserne og gæsteskribenternes kapitler, fungerer virkelig godt’’.

Foredrag:
Erik Jensen har brugt et år på at høre alle de 500 sange, Kim Larsen nåede at indspille i sit liv. Mange gange. I bogen Kim Larsen – Et livs sange’ tegner den erfarne journalist og anmelder et musikalsk portræt af den største sanger og sangskriver på de danske scener. Hvad er det for et billede af Kim Larsen, vi får ved at høre hans musik, hvordan kunne det ske, at sangskatten gemmer så mange næsten ukendte perler, og hvordan var Kim Larsens sangskrivning påvirket af de fem årtier, karrieren strakte sig over? Alle de spørgsmål og mange andre får du svar på i et livligt foredrag om Larsen, sangene og deres omverden med gode historier og selvsagt gode sange. Foredraget kaster nyt lys på et nationalt ikon.

Ordstyrer:
Som rutineret og lydhør journalist er Erik Jensen også gerne ordstyrer, moderator og radiovært.