Ask Rostrup

 
Ask_Rostrup.jpg

Ask Rostrup har været DRs ansigt på politik siden 2007 – som daglig analytiker af det politiske spil på Christiansborg, som vært på alle danske valg og såmænd også på valg i USA, Storbritannien og Sverige, som vært på optaktsudsendelserne til EP-valget i maj 2014, Ask & Kandidaterne, og som vært på det ugentlige politiske DR1-magasin Bag Borgen.

Han havde sin første arbejdsdag på Christiansborg som journalistelev i 1989 og har sidenhen ad flere omgange og på forskellige medier arbejdet med det politiske stof. Han har desuden været EU-korrespondent i Bruxelles, nyhedschef på Berlingske og ansv. chefredaktør på metroXpress.

Ask Rostrup er qua sit brede virke for DR og gennem en række engagementer udenfor huset en erfaren ordstyrer og foredragsholder.

Foredrag:
BAG BORGEN
Hvis politik er en blodsport, er udøverne så bare jægere i evig søgen efter det næste mål?

Både ja og nej. Politik er en evig søgen efter magten, som et middel til at nå sine politiske mål. Magten er ikke odiøs, den er en nødvendighed for en hvilken som helst politiker med ambitioner om at gøre en forskel.

Derfor er Christiansborg en helt særlig arbejdsplads befolket af politikere, journalister, rådgivere, Folketings-ansatte og andet godtfolk – og hvor hverdagen har denne kamp om magt og indflydelse som et uomtvisteligt omdrejningspunkt.

Kom med ind bag murene – hør om den aktuelle politiske situation, om fronterne mellem partierne, om hovedpersonerne og om sam- og modspillet i forholdet mellem politikere og medier.

Ask Rostrup holder også gerne mere målrettede foredrag/oplæg om politik og medier.